25 dræbt: Friheden begrænses for mordere i butikscenter

Det oplyser en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet AFP.

»De er blevet isoleret og holdes i skak på et område på en af etagerne. Resten af centret synes sikkert,« siger sikkerhedskilden.

Ifølge Kenyas regering kan der være tale om et muligt terrorangreb i bygningen, der i timevis har været omringet af betjente og soldater, mens eliteenheder indenfor har finkæmmet butikkerne i jagten på gerningsmændene.

Lokale TV-stationer beretter ifølge Reuters, at flere personer er blevet taget som gidsler, men det er ikke bekræftet fra officielt hold.

Der er set røg fra en af indgangene, og vidner har fortalt, at de har hørt adskillige eksplosioner fra stedet.

Andre har sagt, at de har set omkring fem bevæbnede personer storme Westgate-centret, og at det mere ligner et terrorangreb end et væbnet røveri.

»Vagter, der så dem (angiveligt fem bevæbnede personer, red.), sagde, at de skød vilkårligt,« siger en mand, der befandt sig på bygningens øverste etage, da angrebet blev indledt.

Regeringen i Kenya har ved flere lejligheder beskyldt den militante gruppe al-Shabaab, der er al-Qaedas forgrening i Somalia, for at stå bag bombe- og granatangreb på kirker og sikkerhedsstyrker, og al-Shabaab har tidligere truet med at slå til mod netop Westgate-centret.

En person, der blev skudt, men nåede ud i friheden, fortæller ifølge Reuters, at en af gerningsmændene ligner en somalier.

Og et øjenvidne fortæller til AFP, at gerningsmændene har henrettet folk, mens et andet øjenvidne beretter om mindst 50 sårede.

Indkøbscentret Westgate er især populært blandt velhavende kenyanere og udlændinge bosiddende i Kenya.

Dagens Gossip