25 SF-folketingskandidater bakker fortsat partiet op

Skrevet af admin

01/02/2014

Dagens topnyheder

Den seneste uge har danskerne været vidne til en politisk nedsmeltning i SF, men balladen i partiet får ikke SF's folketingskandidater til at genoverveje deres fremtid i partiet.

En rundspørge, som tv2.dk har foretaget, viser, at 28 ud af 35 folketingskandidater ikke agter at droppe deres opstilling ved næste valg.

I alt har 35 af de 64 folketingskandidater som stillede op ved det seneste valg svaret på, om den nuværende krise i SF får dem til at undlade at stille op for partiet ved næste valg.

28 ud af de 35 svarer nej til det spørgsmål, da de gerne ville stille op igen.

En har ingen kommentarer, og en anden er usikker.

- Den nuværende krise kan være med til at få SF på rette spor igen, nemlig som et solidt venstrefløjsparti.

- Træffer vi de rigtige valg i SF de næste par måneder, så øger det bestemt lysten til at gå ud og kæmpe for SF som folketingskandidat, siger Iben Kromann Madsen fra Odense Syd-kredsen til tv2.dk.

- Jeg synes stadig, at SF er det bedste rød-grønne parti i Danmark, siger Melanie Simick fra Mariagerfjord-kredsen til tv2.dk.

En række folketingspolitikere, herunder formanden Annette Vilhelmsen, har forladt deres poster internt i partiet og to afgående ministre har skiftet parti siden onsdag.

SF skal vælge ny formand på et ekstraordinært landsmøde i weekenden 1.-2. marts.

Kampen om formandsstolen efter Annette Vilhelmsen står mellem partiets røde fløj, som tæller flertallet af de resterende folketingsmedlemmer, og partiets grønne fløj, som blandt andre tæller Pia Olsen Dyhr, Margrete Auken, Steen Gade og Lejre-borgmester Mette Touborg.

/ritzau/