250 ansatte hos Skat ønsker frivillig fratrædelse

Tallet har aldrig været større, siger formanden for Dansk Told og Skatteforbund, Jørn Rise:

»Rigtig mange er kede af at gå på arbejde, de føler, at de får bank, uanset hvad de gør. Nogle har ligefrem oplevet, at der bliver råbt grimme ting efter dem, når de er på opgave,« siger Jørn Rise til Politiken. Han påpeger også, at sparerunder har reduceret antallet af ansatte fra 11.000 til 7.000 siden 2005.

Ved den seneste omstrukturering i Skat bad blot 41 om frivillig afskedigelse.

Ifølge Skats direktør, Jesper Rønnov Simonsen, er antallet af ansøgere til fratrædelsesordningerne ikke alarmerende højt. Han bekræfter dog, at medarbejderne er pressede, og at han oplever »en betydelig frustration«.

Læs også: Skat skal inddrive gæld med nyt supersystem

Jesper Rønnov Simonsen ønsker ifølge Politiken ikke at oplyse, hvor mange medarbejdere der vil få en frivillig fratrædelsesordning.

Ifølge arbejdsmarkedsekspert Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet er det usædvanligt mange, der søger væk. Han giver politikerne en del af skylden:

»Alle de politikere, der bruger Skat til at profilere sig selv, burde holde mund, for jo mere de sår tvivl om Skats faglighed, jo mere fratager de befolkningens tillid til Skat og dermed deres tilskyndelse til at betale de skatter, vi lever af«.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Den udlægning støtter skatteminister Holger K. Nielsen (SF), der finder antallet af fratrædelsesønsker »foruroligende højt«. Han afviser over for Politiken, at de mange fratrædelsesønsker skyldes problemer i Skats ledelse.

»En stor del af forklaringen skal desværre findes i min verden, hvor politikere helt uanstændigt og på baggrund af enkeltsager anklager hårdtarbejdende skattefolk for at bruge Stasi-metoder,« siger Holger K. Nielsen til Politiken.

Dagens Gossip