25.000 billeder bliver lagt ud til fri afbenyttelse

Skrevet af admin

25/05/2015

Mest læste i dag

Nu kan skoleelever, studerende, designere og andre interesserede frit hente, kopiere og dele billeder af store kunstnere som for eksempel Anna Ancher, Vilhelm Hammershøi og Rembrandt.

Statens Museum for Kunst digitaliserer nemlig sine billeder som led i museets ambition om at sikre, at alle kan få indsigt i kunsthistorien.

Aktuelt er omkring 40.000 billeder af kunstværker tilgængelige via museets hjemmeside, oplyser Statens Museum for Kunst i en pressemeddelelse.

Ophavsretten på omkring 25.000 af værkerne er udløbet på grund af deres alder, og de befinder sig derfor i det offentlige domæne.

Det betyder, at alle interesserede frit kan downloade og bruge billederne til alle formål. Og det uden at spørge museet eller andre om tilladelse.

Museet ser dog gerne, at man nævner fotografens navn, og at billederne stammer fra Statens Museum for Kunst.

Museet fejrer, at folk nu frit kan benytte sig af de mange kunstbilleder 29. maj, hvor der afholdes SMK Fridays på museet under overskriften "Sæt kunsten fri".

SMK Fridays er en række af events, hvor museet én fredag om måneden holder aftenåbent.

Programmet ændrer sig fra gang til gang, men SMK Fridays byder altid på en blanding af kunst, musik, film, art talks, forfattermøder, kunstner-DJ's, fredagsbar, ligesom et gadekøkken ruller ind i museets store Skulpturgade.

Inspirationen er hentet fra en række store kunstmuseer i udlandet, blandt andet Tate Modern i London og MoMA og Metropolitan i New York, hvor man har haft succes med særlige formidlingsmættede aktiviteter efter normal lukketid.

/ritzau/