250.000 er evakueret: Cyklon på vej mod Indien

Over 250.000 mennesker i Indien er blevet evakueret fra et østligt kystområde, da en voldsom cyklon over Den Bengalske Bugt bevæger sig mod fastlandet.

Meteorologer betegner cyklonen Phailin som "meget voldsom." Den ventes at nå delstaterne Orissa og Andhra Pradesh sent lørdag med vindstød på måske op til 220 kilometer i timen.

Den amerikanske flådes orkan-varslingscenter siger, at der kan komme vindstød på helt top 315 kilometer i timen.

I 1999 dræbte en cyklon over 10.000 mennesker i Orissa, hvor de væbnede styrker er blevet mobiliseret for at hjælpe med en redningsindsats. Det indiske Røde Kors har sendt nødhjælpshold til Orissa, Andhra Pradesh og Andaman Nicobar.

Regeringen i Orissa siger, at den har som mål, at ingen af delstatens 40 millioner indbyggere skal komme noget til, og der er blevet gennemført en "evakuering på 100 procent" i de mest udsatte områder.

- Mere end en kvart millioner mennesker er blevet evakueret, siger lederen af katastrofeindsatsen i delstaten, Pradipta Mohapatra.

Myndighederne siger, at ingen får lov til at blive i deres lerklinede huse, hvis de ligger tæt på kysten.

Farezonen er omkring 150 kilometer bred.

Flere delstatsmyndigheder i Indien har aflyst en officiel helligdag for at styrke indsatsen, mens titusinder af indere ifølge nyhedsbureauet Reuters selv har forladt deres hjem og flygtet i sikkerhed.

Avisen The Times of India advarer om, at lokale meteorologer måske har undervurderet cyklonen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip