250.000 kunder vil gerne betale for en konto i Danske Bank

Danske Bank har været ude noget af et stormvejr, siden banken offentliggjorde den nye abonnementsmodel, så det fremover koster penge at have en almindelig lønkonto i banken.

Men 250.000 kunder har indtil videre tilmeldt sig abonnementsordningen, lyder det fra bankdirektør Tonny Thierry Andersen på Danske Banks pressemøde i forbindelse med årsregnskabet.

- Hver dag melder 10.000 til 15.000 sig til vores nye program, siger han.

Samtidig har 3800 kunder forladt banken, siden de nye gebyrer blev præsenteret.

Abonnementsmodellen blev præsenteret i januar og betyder, at almindelige kunder i Danske Bank uden store lån, forsikringer eller pensionsopsparing fra september skal betale et abonnement for at være kunde i banken.

Det bliver dyrere for småkunderne, mens det bliver billigere eller helt gratis for storkunderne.

Modellen består af seks kundegrupper og to abonnementsmodeller, der koster fra 0 til 120 kroner i kvartalet.

I et eksempel udregnet af Danske Bank bliver det cirka 300 kroner dyrere om året for en enlig lønmodtagerkunde uden lån eller opsparing.

Modellen har affødt mange kritiske reaktionerne fra bankens kunder blandt andet på sociale medier, ligesom undersøgelser har vist, at det har fået mange til at overveje at skifte bank.

Også flere politikere har i skarpe vendinger kritiseret banken for at opkræve penge for en almindelig lønkonto.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV