26-årig forskansede sig i Horsens og truede politiet

Sydøstjyllands Politi spottede kort før middag en sort Peugeot personbil, hvor en mandlig fører kørte over for rødt og i det hele taget ikke kørte pænt. Det skete i Horsens.

Manden slap væk fra politiet, men betjente havde aflæst nummerpladerne. De tog derfor på besøg på mandens bopæl i Konsul Jensens Gade.

- Men han ville ikke tale med os. Han råbte "Fuck af" og truede med at stikke med en kniv, hvis vi kom ind, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Christian Thomsen, til dagens.dk.

Politiet trak sig kortvarigt tilbage og fik tilkaldt forstærkning. Styrkerne forsøgte at pacificere ham med peberspray, hvilket ikke havde den store virkning på ham.

Ved 15-tiden lykkedes det dog at få anholdt manden, der er 26 år. Det skete uden dramatik.

- Vi har ham nu i vores varetægt. Vi mistænker ham for at stå bag et røveri et sted i Jylland tidligere i dag, siger vagtchefen, der dog ikke vil oplyse hvor i Jylland.

Politiet fandt på mandens bopæl kanonslag og våben. Det bliver han sigtet for. Desuden får han en hilsen for trusler mod tjenestemand i funktion.

Dagens Gossip