27-årig gik til lægen, men blev sendt hjem igen: Nu opfordrer familien andre til at stole på deres instinkter

Skrevet af Kirstine Petersen

17/03/2016

Dagens topnyheder

Heather Zacek og Ryan Zacek fra Illinois, USA, lærte hinanden at kende, da de var 10 år gamle. Med årene blev de kun bedre venner for til sidst at danne par, og den 17. november 2014 fik parret deres første barn og datter, Kilana.

Med andre ord åndede alt fryd og gammen for den lille familie. 

Men sidste sommer, da Kilana var lidt under et år gammel, fandt 27-årige Heather en knude i sit bryst.

Hun gik til lægen og fik det tjekket, men det blev slået hen.

- Lægen sagde til hende, at det nok bare var en mælkekirtel, der var blokeret, fortæller Tina Black, der er Heathers mor, til Buzzfeed.

Hun står frem for at opfordre alle, der oplever noget lignende, til at være vedholdende, hvis noget føles galt med deres kroppe.

Hen mod efteråret var knuden stadig ikke væk, og Heather tog en hel del smertestillende for at lindre irritationen og smerterne i kroppen.

Hun gik til lægen igen, men her lød svaret, at den 27-årige kvinde jo var “ung og rask”.

I januar kom Heather så på hospitalet med leverskader, hun tilsyneladende havde fået fra de mange smertestillende, hun havde taget. Her fandt lægerne dog ud af, at hun havde stadie 4 brystkræft, der havde spredt sig til leveren.

Der var intet at gøre, fordi kræften spredte sig med lynets hast, og den unge mor døde den 21. januar i år.

- Heather var fuldkommen forgabt i sin mand og datter. Hun ville bare bruge al sin tid med dem, siger Heathers mor, der fortryder bittert, at lægen ikke lyttede til hende.

Familien har en forhistorik med brystkræft, og hun tror derfor, at grunden til, at Heather gik til lægen flere gange, var, at hun inderst inde godt vidste, at der var noget galt. Hun valgte dog at lytte til lægens ord.

Det sker stadigt oftere, at unge kvinder får diagnosen brystkræft. Dertil kommer, at graviditetsrelaterede kræft er særligt aggressivt, og der skal derfor sættes hurtigt ind mod tilfælde som Heathers.

Derfor håber familien nu, at Heathers død kan få andre til at gå til lægen – og stå fast på, at der er noget galt, hvis det føles sådan.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: