27-årig mand i Hjørring forsøgte at kvæle ekskæresten

Knytnæveslag i ansigtet, skaller og kvælertag.

Sådan oplevede en 26-årig kvinde fra Hjørring et voldeligt overfald lørdag, der sendte hende på hospitalet i livsfare, efter hun selv alarmerede politiet klokken 21.30.

Hendes 27-årige tidligere samlever nu er sigtet for drabsforsøg, oplyser Nordjyllands Politi.

- Eksmanden opsøger kvinden, hvor han nikker hende skaller, slår hende og tager kvælertag. Hun bliver indlagt og har været i livsfare, men er nu stabil, oplyser vagtchef Peter Redder til Ritzau.

Overfaldet skete på Frederikshavnsvej i Hjørring, hvor kvinden bor. Kvinden har brækket næsen og har blødninger i øjnene efter kvælning.

- Vi har valgt ud fra skaderne og det oplyste at sigte manden for forsøg på manddrab, fortæller vagtchefen.

Manden har tilbragt natten i detentionen, og han er endnu ikke blevet afhørt om overfaldet.

- Manden var beruset ved anholdelsen, som jeg kan ikke sige, hvad han siger til sigtelsen, fordi han skal afhøres nu her, siger Peter Redder.

Den 27-årige mand skal foran en dommer klokken 12 søndag i et grundlovsforhør.

/ritzau/

 

Dagens Gossip