27-årig skal 12 år i fængsel for knivdrab i Asnæs

En 27-årig mand skal 12 år i fængsel for knivdrabet på den 33-årige Tony S. Jensen foran værtshuset Café Germo i Asnæs i Nordvestsjælland i oktober 2014.

Østre Landsret har fredag stadfæstet den dom, som Retten i Holbæk sidste sommer idømte Patrick Harup.

Knivstikkeriet, der kostede en mand livet, og hvor en anden fik overfladiske sår, skete i forbindelse med et masseslagsmål, og den nu dømte mand har både i byretten og i landsretten påberåbt sig, at han handlede i nødværge.

Allerede i forbindelse med sin anholdelse kort efter knivstikkeriet oplyste politiet, at den dengang 25-årige mand erkendte at have stukket med kniv, men nægtede drab.

Efter de blodige begivenheder foran værtshuset flygtede to mænd og en kvinde fra Asnæs i en bil, og den kniv, der blev sat i forbindelse med drabet, blev fundet på Holbækmotorvejen.

Den nu dømte, der kommer fra københavnsområdet, blev kort tid efter anholdt i et kolonihavehus i Roskilde.

I byretten blev han kendt skyldig i drab, og tre dommere og fem ud af seks nævninge mente, at han havde handlet med forsæt. Det skete blandt andet med udgangspunkt i et vidneudsagn fra værtshusholderen, der stod sammen med ofret.

En enkelt nævning i byretten mente ikke, at der var grundlag for en drabsdom. Men nu har et nyt nævningeting i Østre Landsret stadfæstet den afgørelse, som flertallet i byretten lagde sig fast på.

Heller ikke landsretten har fundet grundlag for, at den 27-årige handlede i nødværge, og byrettens dom på 12 års fængsel er fundet passende.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip