2700 fyringer giver penge-jubel i Nordea

Bag Nordeas bedste resultat nogen sinde på 30,55 milliarder kroner før skat sidste år, ligger der et stort arbejde med at få forretningen til at hænge sammen.

Der har været fokus på omkostningerne - og det har kostet medarbejdere jobbet og ændrede vaner for kunderne.

Sammenligner man fjerde kvartal 2012 med kvartalet året før, faldt antallet af fuldtidsmedarbejdere med fem procent.

- Reduktionen i antallet af medarbejdere, der blev annonceret sidste efterår, fortsatte planmæssigt i fjerde kvartal, skriver banken i regnskabet for 2012.

Samlet er antallet af fuldtidsmedarbejdere blevet reduceret med omkring 2700 i forhold til sommeren 2011. Yderlig er der røget omkring 300 ansatte. Og den samlede reduktion betyder, at man sparer over 1,49 milliarder kroner årligt.

Mens der er blevet længere mellem de ansatte i banken, er der også kommet en ny hverdag for kunderne.

En lang række filialer er blevet ændret fra traditionelle filialer med både rådgivning og kassebetjening til filialer, der nu enten er udelukkende rådgivnings- eller servicefilialer.

- Denne struktur baner vejen for øget kundefokus, nye arbejdsmåder og en større andel af rådgivningsfilialer. 65 procent af Nordeas 770 filialer er omlagt til de nye filialtyper, skriver banken.

Og kunderne har da også omlagt deres bankforretninger fra kassen til mobilen. Sidste år kom Nordea op på, at 800.000 kunder bruger mobiltelefonen til at ordne deres bankforretninger. Det er en fordobling på et år.

Nordea varsler nu, at omkostningsskruen ikke løsnes i de kommende år - tvært imod. I de kommende tre år vil banken årligt skære tre procent i driftsomkostninger svarende til 3,35 milliarder kroner.

- Målet er at fastholde stort set uændrede omkostninger, justeret for valutakursudsving og præstationsbaserede lønninger, som minimum i de to næste år, hedder det i regnskabet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV