27.000 kvinder glemt i kræftscreening

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

Tusindvis af danske kvinder er i en årrække stik mod alle løfter ikke blevet indkaldt til de faste kontroller for livmoderhalskræft, viser ny undersøgelse.

Det betyder, at en række kvinder med forstadier til kræft ikke er blevet behandlet i rette tid, ifølge Kræftens Bekæmpelse.

- Det her er en rigtig, rigtig træls sag, hvor teknologien svigtede gennem 26 år, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

27.000 kvinder over hele landet er i årene 1981 til 2007 ved en teknisk fejl blevet frameldt screeningsprogrammet for celleforandringer i livmoderhalsen.

8000 af kvinderne har dog selv på eget initiativ fået foretaget en livmoderundersøgelse. Men de resterende 19.000 kvinder over hele landet modtager i disse dage et brev med opfordring til hurtigst muligt at få lavet en undersøgelse.

- Selvom nogen har henvendt sig selv, så er de 19.000 kvinder, der frem til 2007 er faldet igennem screeningsprogrammet jo stadig et rystende stort tal, siger Bent Hansen.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse siger statistikken, at 400 kvinder dermed ikke i rette tid har fået lavet det keglesnitsindgreb, som er første skrift i den videre behandling for livmoderhalskræft.

- Det er en fejl, som bare ikke må ske. Derfor er det også meget vigtigt, at de, der nu får brev fra regionerne, hurtigt muligt får lavet en ny undersøgelse, siger adm. direktør Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens bekæmpelse.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er opmærksom på, at tilliden til systemet vakler med de nye oplysninger.

- For at sikre at alle bliver tilbudt at deltage i screeningsprogrammet, vil jeg bede regionerne holde mig opdateret om, hvordan det skrider frem med screeningen af de berørte kvinder.

- Og jeg vil samtidig bede om en redegørelse, så vi kan få klarhed over, hvordan fejlen er opstået, når regionerne har fået undersøgt det til bunds, siger Astrid Krag.

Problemet stoppede ifølge den nye undersøgelse fra Afdeling for Folkeundersøgelser i Region Midtjylland i 2007.

Men kvinder over 50 år indkaldes til screening hvert femte år, så konsekvenserne af de manglende screeninger er stadigt aktuelle.

/ritzau/