28-årig beskylder medtiltalt for jalousidrab på Stevns

Sms'er fra den 22-årige mekaniker Anders Mark Hansen til den drabstiltalte TT's kæreste fik en jaloux TT til at tæske Anders Mark Hansen til døde på Stevns den 2. marts sidste år.

Det har den 28-årige RE, der også er tiltalt for drabet, forklaret ved en afhøring til politiet. Forklaringen blev mandag læst op af senioranklager Bente Schnack på den første dag i drabssagen ved Retten i Roskilde.

RE havde fået at vide af bekendte, at den 34-årige TT "havde problemer med en gut, som sendte sms'er til TT's kæreste", lyder det ifølge afhøringsrapporten.

Ifølge RE's forklaring kørte han TT ud til et møde med offeret, hvor TT pludselig slog Anders Mark Hansen to gange på benet med et baseballbat.

Overfaldet skete et stykke fra RE's bil, og han kunne se meget lidt. Han kunne dog høre, at Anders sagde undskyld hele tiden.

Senere blev "Anders sat ind mod et træ med ryggen ud af. TT pegede med noget sort og guld mod Anders, og han fik to til tre spark i siden", har RE forklaret til politiet.

Den drabstiltalte RE græd ifølge ham selv, da TT kom tilbage og sagde, at det ville tage 15-20 minutter mere.

Da TT var færdig med den 22-årige mekaniker, kom han tilbage til RE. På spørgsmålet, om TT havde dræbt Anders Mark Hansen, svarede han ifølge RE, at Anders "ikke kom til at gå derfra".

- Og når det kommer i nyhederne, så skal du (RE, red.) ikke reagere på noget, har TT angiveligt sagt efter drabet.

TT's forsvarer hævder dog, at hans klient ikke var fysisk i stand til at slå den 22-årige mekaniker ihjel med slag, spark og kvælning, da han har kroniske rygsmerter og bruger krykker.

Den 34-årige har ifølge anklager Bente Schnack været den, der udførte selve drabet, mens den 28-årige medtiltalte RE så på.

Både den 34-årige TT og den 28-årige RE har tidligere beskyldt hinanden for drabet.

Liget af Anders Mark Hansen blev fundet bagbundet med strips på en skovvej i Fællesskoven nær Rødvig på Stevns den 3. marts. Liget havde en livrem om halsen, og den anden ende af livremmen var bundet fast til anhængertrækket på offerets egen bil.

Der er afsat otte retsdage til sagen, og der forventes dom den 4. februar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip