28-årig mand anholdt for drab på Amager

Københavns Politi har onsdag formiddag anholdt en 28-årig mand for drabet på en kvinde på Amager. Det oplyser drabschef Jens Møller.

Offeret, en 39-årig kvinde, blev natten til onsdag fundet dræbt med flere knivstik i en venindes lejlighed omkring Hjulmagerstien.

Politiet havde fra første færd udset sig den 28-årige mand som deres hovedmistænkte, og efter få timers eftersøgning fandt man så frem til ham.

Manden havde ifølge politiet forsøgt at søge tilflugt hos fuldstændig fremmede mennesker i lokalområdet.

- Han har forsøgt at skaffe sig adgang til opgange ved at ringe på og sige, at han var faldet på sin cykel, siger Jens Møller.

- Det lykkedes ham at komme ind hos en yngre person, og det er her, at vi fandt ham, siger han.

Anholdelsen skete udramatisk klokken lidt over 10.

Det er endnu uklart, hvad der nærmere skete i forbindelse med drabet på den 39-årige kvinde, som politiet altså foreløbig mistænker den anholdte for at have forbindelse med.

Ifølge Jens Møller var der flere vidner til drabet på den 39-årige, men det fandt ikke sted i forbindelse med en fest, oplyser politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip