28-årig slået ned med jernstang under hjemmerøveri

En 28-årig mand blev lørdag aften udsat for et groft hjemmerøveri i Grønvangen i Langeskov på Fyn.

Manden lå og sov. Omkring klokken 17 vågnede han ved, at nogen brød ind i huset, oplyser Fyns Politi til Dagens.dk.

- Han hører, det pusler, og pludselig står der en mand, siger vagtchef Jesper Falck til Dagens.dk.

Den 28-årige løb efter indbrudstyven. Men omkring 100 meter fra huset endte jagten brat.

- Gerningsmanden vender sig om og slår ham i hovedet med en jernstang eller koben. Det er et temmelig kraftigt slag. Og den 28-årige har fået en flænge på seks-syv centimeter, siger Jesper Falck.

Politiet har ikke meget at gå efter.

- Vi ved kun, at gerningsmanden er cirka 180 centimeter høj, almindelig af bygning, og så havde han mørkt tøj på. Men vi efterforsker efter alle kunstens regler og har lige nu den tekniske afdeling på stedet, forklarer vagtchefen.

Gerningsmanden fik intet udbytte med sig.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip