28 kræftpatienter har fået for meget kemoterapi

28 kræftpatienter er blevet behandlet med for meget kemoterapi på Aarhus Universitetshospital.

Tre kan være døde af overmedicineringen, oplyser Region Midtjylland.

Også patienter i Region Syddanmark er blevet behandlet med for meget kemoterapi. Medicinen kommer fra sygehusapoteker i Vejle og på Fyn.

Patienterne led af prostatakræft og blev i 2012 og 2013 behandlet med stoffet cabazitaxel i doser, der har været 16-21 procent større end ordineret. Det kan have givet patienterne kraftigere bivirkninger i forbindelse med kemoterapien.

- Det er en meget kritisk situation, som selvfølgelig er helt uacceptabel for dem, det er gået ud over, siger direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

Hospitalet sendte onsdag breve til patienter og til pårørende til dem, der er døde, hvor de fortæller om fejlen.

Patienterne er blevet tilbudt en samtale på Aarhus Universitetshospital om fejlen og behandlingsforløbet. De er samtidig orienteret om, at de kan få hjælp til at søge om erstatning hos Patientforsikringen, lyder det.

Hospitalsapoteket Aarhus blev opmærksom på overdoseringen 4. november sidste år.

Inden da var der opstået rygter rundt omkring i Europa ved forskellige konferencer om, at der var fejl i det såkaldte produktresumé fra producenten Sanofi, fortæller lægefaglig direktør Claus Thomsen, Aarhus Universitetshospital.

Derudover kommer der henvendelser til firmaet, vores apotek og udenlandske apoteker.

- Fejlen blev rettet samme dag, som vi opdager den. Det viser sig, at der er mere i flaskerne af både medicin og væske, end der skal være, siger han.

Siden er der blevet arbejdet med at afdække forløbet, omfanget og konsekvenserne, så man kunne give patienterne og omverdenen et rimelig klart billede af, hvad der er sket.

- Vi er i gang med at gå alle vores produkter og produktresuméer igennem, så den slags fejl ikke kan opstå igen. Det er vi færdige med 1. marts. Derudover har vi nu indført en ny rutine, hvor vi ugentligt kontrollerer, om der er kommer nye produktresuméer, siger han.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at flere af patienterne har fået bivirkninger, som kan skyldes den højere koncentration af kemoterapi. Tre af disse patienter er døde i forløbet, og det kan ikke udelukkes, at overdoseringen har spillet en rolle, oplyser Region Midtjylland.

/ritzau/

Dagens Gossip