28 meldes dræbt ved selvmordsangreb i lufthavn i Istanbul

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Et angreb mod Atatürk-lufthavnen i Istanbul har dræbt 28 mennesker, siger Istanbuls guvernør til tv-stationen NTV. Ifølge ham var der tre selvmordsbombere om det blodige anslag.

Kort forinden havde landets justitsminister meldt om ti dræbte og mindst 20 sårede ved to eksplosioner ved lufthavnen.

Tv-stationen Haberturk meldte kort forinden om 40 sårede, mens det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge Reuters skriver om cirka 60 sårede, heraf seks alvorligt.

Justitsministeren kan foreløbig kun bekræfte, at der er tale om en enkelt selvmordsbombemand.

- Ifølge de oplysninger jeg har modtaget, åbnede en terrorist ild med en Kalasjnikov ved indgangen til Atatürk Lufthavns internationale terminal og sprængte derpå sig selv i luften, siger ministeren i en meddelelse til parlamentet.

/ritzau/Reuters