28 personer dræbt af droner i Yemen

Angrebet kommer i kølvandet på, at landets myndigheder i onsdags offentliggjorde, at man havde haft succes med at afsløre omfattende terror- og kapringsplaner mod et olie- og gasanlæg. Frygten for terroraktioner fik blandt andet USA og Storbritannien til at lukke ambassader og evakuere personale fra landet. Frygten bunder i aflyttede samtaler mellem højtstående al-Qaeda-personer om konkrete terrorplaner.

I det seneste af angrebene, det tredje inden for 24 timer, blev tre personer dræbt, da de kom kørende i området Ghail Bawazeer, 45 kilometer fra hovedbyen Mukalla, skriver Reuters.

Vidner og embedsfolk fra den sydøstlige Maareb-region fortæller desuden, at en drone tidligere skød mod to biler med formodede al-Qaeda-medlemmer, hvorefter dronen cirkulerede over området og fløj væk. Her blev seks personer dræbt.

Yderligere to personer blev dræbt under lignende omstændigheder, da et drone-angreb fandt sted i den østlige Hadramout-region.

Yemen er et af Mellemøstens fattigste lande og huser en meget aktiv gren af terrorbevægelsen al-Qaeda. Landet oplever i øjeblikket tiltagende vold, og i den nordlige del af Yemen blev fem sunni-muslimer desuden dræbt torsdag i forbindelse med et bagholdsangreb fra af shiitisk side.

Dagens Gossip

Dagens TV