29-årig fængslet for hjemmerøveri i København

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

Ved 03-tiden natten til mandag bankede det på døren til et hus på Kobbelvænget i den københavnske bydel Brønshøj.

Da beboeren åbnede døren blev han truet med både en pistol og en kniv af den mand, der stod udenfor. Han truede beboeren til at udlevere et kontantbeløb og en mobiltelefon, hvorefter han stjal hans cykel og stak af.

Omkring halvanden time senere anholdt politiet en 29-årig mand.

- Vores efterforskning gjorde, at vi kom på sporet af en mistænkt. Vi har fundet effekter fra hjemmerøveriet på ham, og han passer på signalementet, sagde den centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki fra Københavns Politi tidligt mandag morgen.

Mandag blev den 29-årige fremstillet i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage.

Politiets indledende efterforskning har vist, at den 32-åriges hjem tilsyneladende ikke var blevet særligt udvalgt som hjemmerøverens mål.

- Det virker tilfældigt. Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at de to mænd kender hinanden, sagde Youssef Lharraki tidligere mandag.

Hvis det viser sig, at de to mænd ikke kendte hinanden i forvejen, har det stor betydning for straffen. Hvis den 29-årige senere kendes skyldig, står han i givet fald til fængsel i mindst fem år.

/ritzau/