29-årig ville flyve fra Sønderjylland med en granat i tasken

Skrevet af Jesper Larsen

07/04/2015

Mest læste i dag

Der er mange regler for, hvad man må tage med i sin håndbagage, når man skal flyve, men en 29-årig mand have ikke sat sig helt ind i dem, da han ville flyve ud af Sønderborg Lufthavn i går eftermiddag.

Den 29-årige havde valgt at medbringe en tysk granat fra 2. verdenskrig i sin bagage, som han havde fundet på Kær Halvø ved Sønderborg.

Sikkerhedspersonalet i lufthavnen tilkaldte politiet, der ikke kunne afgøre, om granaten var farlig eller ej, så derfor var de nødt til at tilkalde militære sprængningseksperter, der kunne fjerne den og bortsprænge den.

Det skal nu afgøres, om granaten var farlig, for er det tilfældet, venter der formentlig den 29-årige en sigtelse for overtrædelsen af våbenloven.

I forbindelse med episoden advarer politiet mod at man samler gamle granater og lignende genstande op, hvis man finder dem i naturen. 

- Vi vil godt opfordre folk til at lade den slags ligge og i stedet straks kontakte politiet på 114. Så vil vi komme og sikre, at tingene bliver fjernet forsvarligt, siger lederen af lokalpolitiet i Sønderborg, Knud Kirsten.