293 anholdt efter voldelige demonstrationer i Paris

Politiet oplyser, at man har foretaget 293 anholdelser, og at seks er blevet såret under søndagens demonstrationer. Det drejer sig om fire betjente, en fotograf fra AFP og en demonstrant.

Indenrigsminister Manuel Valls skyder i en erklæring skylden på »det ekstreme højre« for, at demonstrationerne udviklede sig voldeligt.

»Episoderne blev provokeret af flere hundrede individer fra det ekstreme højre, der overfaldt politiet,« siger ministeren.

Politiet siger, at 150.000 mødte op for at protestere, mens arrangørerne mener, at tallet nærmere ligger på omkring en million.

Nogle af demonstranterne bar bannere, der opfordrede præsident Francois Hollande til at gå af.

Efter den fredelige demonstration begyndte at opløse sig, gik omkring 500 personer til angreb på politiet og kastede med metalbarrierer, nødblus og flasker.

De unge råbte slagord mod »det socialistiske diktatur« og gik til angreb på journalister, der dækkede begivenheden.

Politiet var massivt til stede i Paris i forbindelse med demonstrationerne. Nyhedsbureauet AFP skriver, at cirka 4.500 betjente var på gaden.

Lovforslaget om at tillade homoægteskaber samt adoption for homoseksuelle par blev vedtaget i sidste uge og har skabt voldsom debat i den franske befolkning.

Tidligere på ugen begik den 78-årige historiker Dominique Venner selvmord foran alteret i Notre Dame Kirke, som dagligt tiltrækker tusindvis af turister. Han efterlod sig et selvmordsbrev, hvor han kaldte homoloven »afskyelig« og udtrykte sin opbakning til modstandere af loven.

Allerede lørdag skabte demonstrationer uro i hovedstaden, da en gruppe personer havde bundet hinanden sammen med kæder på midten af den stærkt trafikerede Champs-Elysees. I den forbindelse blev 50 personer anholdt.

Dagens Gossip

Dagens TV