2962 russiske huse blev ramt af meteoren

20.000 frivillige er lørdag på gaderne i den russiske by Tjeljabinsk øst for Uranbjergene for at rydde op efter den meteor, der ramte dem natten til fredag.

Og der er nok at tage fat i for dem.

- Meteoren har skadet 2962 bygninger i byen Tjeljabinsk og omkring den, inklusive 34 af sundhedsvæsenets bygninger, 11 offentlige kontorer og 361 skoler og børnehaver, lyder det fra det russiske katastrofeministerium ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Selvom ødelæggelserne er omfattende, har meteoren ikke kostet nogen liv. Til gengæld er 1145 personer såret efter meteornedslaget - primært af flyvende glasskår.

Det er dog kun 50 af dem, der er kommet på hospitalet med deres skader. Af dem er 13 børn.

En enkelt kvinde havde så alvorlige skader, at hun måtte flyves til et hospital i hovedstaden Moskva, cirka 1700 kilometer vest for Tjeljabinsk. Men hendes situation er stabil, og hun forventes at blive udskrevet igen inden for et par dage, oplyser lægerne.

I alt forventes skaderne at løbe op i knap 75 millioner kroner, oplyser katastrofeminister Vladimir Putjkov, som samtidig understreger, at myndighederne har situationen under fuld kontrol.

- Situationen er nu stabil i Tjeljabinsk-regionen. Der bliver gjort en hel masse for at hjælpe folk. Og både energi-, transport- og kommunikationssystemerne fungerer stabilt, siger han ifølge Itar-Tass.

Mere end 2000 kvadratmeter smadret glas er allerede blevet udskiftet i den storstilede oprydning. Sideløbende er eksperter gået i gang med at lede efter stykker af meteoren.

Men trods de mange ødelagte bygninger er der indtil videre ikke blevet fundet et eneste stykke af den 10 ton tunge meteor.

Lørdag er dykkerhold blevet sendt ud i søen Tjebarkul, der ligger i Tjeljabinsk-regionen, for at lede efter fragmenter af meteoren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip