30-årig mand dømt til anbringelse for Saxenhøj-drab

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

En 30-årig psykisk syg mand er af Retten i Nykøbing Falster fredag blevet dømt til anbringelse for dobbeltdrab samt forsøg på drab på forsorgshjemmet Saxenhøj sidste år.

Alle nævningene var enige, og den 30-årige mand blev frifundet for straf på grund af sindssygdom.

Men i overensstemmelse med anklager Michael Boolsens påstand samt Retslægerådets indstilling skal han anbringes på Sikringsafdelingen på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stedet er også kendt som sikringen, hvor landets farligste sindslidende er placeret.

Det var 7. maj 2014, at den dengang 28-årige psykisk syge mand dræbte en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver samt sårede en anden beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland.

Lægen mistede livet på stedet, mens socialrådgiveren døde af sine kvæstelser otte dage senere. Beboeren overlevede.

Manden har nægtet sig skyldig og forklarede ved den første retsdag tirsdag, at han handlede i nødværge.

Han forklarede under sin afhøring, at han stak lægen og socialrådgiveren, fordi han mente, at de kom for at tvangsindlægge ham.

Den psykisk syge mand er ud over manddrab og drabsforsøg også kendt skyldig for vold mod ansatte fra Hvidovre Psykiatrisk Hospital og retspsykiatrisk afdeling på Oringe i Vordingborg samt besiddelse af 39,9 gram hash.

/ritzau/