30-årig mand dømt til anbringelse for Saxenhøj-drab

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

En 30-årig psykisk syg mand er af Retten i Nykøbing Falster fredag eftermiddag blevet dømt til anbringelse for dobbeltdrab samt forsøg på drab på forsorgshjemmet Saxenhøj sidste år.

Alle nævningene var enige, og den 30-årige mand blev frifundet for straf på grund af sindssygdom.

Men i overensstemmelse med anklager Michael Boolsens påstand samt Retslægerådets indstilling skal han anbringes på Sikringsafdelingen på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stedet er også kendt som sikringen, hvor landets farligste sindslidende er placeret.

Den 30-årige har anket anbringelsen på sikringen, men ikke selve skyldsspørgsmålet, fortæller hans forsvarer, Jeppe Søndergaard.

Det var 7. maj 2014, at den dengang 28-årige psykisk syge mand dræbte en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver samt sårede en anden beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland.

Lægen mistede livet på stedet, mens socialrådgiveren døde af sine kvæstelser otte dage senere. Beboeren overlevede.

Efter knivstikkeriet satte den 30-årige sig ind på sit værelse og ventede på politiet, som fandt ham siddende på sengen med en joint i munden.

Den sindslidende mand har nægtet sig skyldig og forklarede ved den første retsdag tirsdag, at han handlede i nødværge.

Under sin afhøring forklarede han, at han stak lægen og socialrådgiveren, fordi han mente, at de kom for at tvangsindlægge ham.

Det er kom også frem under sagen, at den 30-årige mand tidligere er blevet dømt til psykiatrisk behandling for vold, samt at han har en lang psykiatrisk sygehistorie og en diagnose for skizofreni.

Han er ud over manddrab og drabsforsøg også kendt skyldig for vold mod ansatte fra Hvidovre Psykiatrisk Hospital og retspsykiatrisk afdeling på Oringe i Vordingborg samt besiddelse af 39,9 gram hash.

Han har nægtet sig skyldig i alle forhold undtagen besiddelse af hash.

/ritzau/