30 dage bag tremmer til spritstiv kaptajn

En 60-årig russisk sømand har i Retten i Helsingør tilstået, at han havde fået sig en ordentlig tår over tørsten på sin tur fra Kattegat med kurs mod Øresund søndag aften.

Resultatet af en blodprøve på den russiske kaptajn viser en alkoholpromille på 2,75, og det har en dommer mandag takseret til 30 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

- Blodprøven er taget klokken et minut i midnat, cirka fire timer efter, at sejladsen, hvor man ser han slingrer, har fundet sted, siger anklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.

- Så hvis man regner tilbage, har han sandsynligvis haft en højere promille på det tidspunkt, hvor han har sejlet, tilføjer hun.

Politiet måtte søndag aften rykke ud på farvandet ud for Hornbæk, da den 1423 ton tunge coaster sejlede alt for tæt på strandbredden og slingrede rundt.

- Det er en meget stor coaster, han sejler rundt med, og der har været en vis risiko for, at det kunne gå galt, siger anklageren.

- Selv om lastrummet var tomt, er der nogle store olietanke på skibet, og hvis han støder på grund, og der går hul i dem, er der risiko for væsentlig forurening af havmiljøet. Det var en skærpende omstændighed, siger Rikke Hald.

Den russiske kaptajn fik også frakendt retten til at virke som kaptajn, styrmand eller maskinmester på et skib i dansk territorialfarvand i ét år.

Søværnets Operative Kommando (SOK) havde søndag aften forgæves forsøgt at få kontakt til det 67 meter lange sejlskib over radioen.

Det var først, da Lyngby Radio flere gange kontaktede coasteren, at kaptajnen reagerede og rettede skibet op, så han ikke længere havde kurs direkte mod kysten, og fik kastet anker ud for Hornbæk.

To maritime efterforskere forsøgte at få kaptajnen til at blæse i et alkometer, men måtte til sidst give op. Derfor tog politiet en blodprøve, der altså viste den høje alkoholpromille.

Coasteren sejler under et caribisk flag og var på vej til Kaliningrad i Rusland.

/ritzau/

 

Dagens Gossip