30 dømt for at danne Muslimsk Broderskab i Golfen

Skrevet af admin

21/01/2014

Mest læste i dag

En domstol i De Forenede Arabiske Emirater har tirsdag dømt en gruppe på 30 emiratarabere og egyptere for at etablere en gren af Det Muslimske Broderskab i landet.

De dømte har fået straffe på op til fem års fængsel - de korteste domme var på tre måneder.

20 af de dømte er egyptere og 10 er emiratarabere.

De Forenede Arabiske Emirater, der er en nær allieret til USA, har med bekymring fulgt det arabiske forår, og emiraterne så det som en stor lettelse, da egyptisk militær fjerede Det Muslimske Broderskab fra magten i Egypten.

Emiraterne har støttet Egypten med store summer.

De dømte har alle erklæret sig ikke-skyldige, og en pårørende til en af egypterne fortæller, at de blev mishandlet under varetægtsfængslingen og at tilståelserne skete under tvang.

De Forenede Arabiske Emirater har afvist anklager om tortur.

Amnesty International har sendt en appel til De Forenede Arabiske Emirater om at sætte en stopper for politiske retssager i landet.

De dømte emiratarabere er medlemmer af gruppen al-Islah, som regeringen i landet hævder har forbindelse til Det Muslimske Broderskab. Det nægter al-Islah imidlertid.

/ritzau/Reuters