30 mennesker evakueret under brand i etageejendom

Alle beboere kom ud i god behold, da der sent torsdag aften udbrød brand i en beboelsesejendom på Amager i København.

Branden opstod i en lejlighed i Polensgade 45 omkring klokken 23.

»Der var kraftig røgudvikling i opgangen, og brandvæsenet sendte røgdykkere ind. Der var ingen personer i lejligheden, og de andre beboere i ejendommen søgte selv ned på gaden,« fortæller den centrale vagtleder, John Hansen, til bt.dk.

Heldigvis kom ingen noget til ved branden, men to betjente og en beboer måtte efterfølgende til tjek for røgforgiftning. De er alle udskrevet igen.

Branden opstod tilsyneladende i et køkken, men det er endnu uvist, hvad årsagen til branden er.

»Vi kørte et par gruppevogne ud, så beboerne kunne sidde og varme sig, mens brandvæsenet arbejdede oppe i lejligheden. Branden blev relativt hurtigt slukket. Alle beboere er tilbage i deres lejligheder, undtagen dem i lejligheden, hvor der var brand og underboen, hvor der er vandskade,« fortæller John Hansen.

Han tilføjer, at forsikringsselskaber og kommunen sørger for, at de bliver genhuset. 

Dagens Gossip