30 meter lang færge brænder voldsomt i Faaborg

Skrevet af Michael Lauritsen

26/03/2013

Dagens topnyheder

Brandvæsnet er i øjeblikket massivt til stede i Faaborg, hvor en lagerhal hos Tuco Marine Group står i flammer.

I lagerhallen står en 30 meter lang dobbeltskroget færge, som brænder voldsomt. Branden har også bredt sig til hallens tagkonstruktion.

- Det er en meget stor og omfattende brand, fortæller indsatsleder Gerner Nielsen, som er på stedet, til Dagens.dk.

Værftets ansatte var i gang med at udføre det sidste stykke arbejde, inden færgen skulle sendes til Norge i næste uge. Det er formentlig i forbindelse med arbejdet på skibet, at branden er opstået.

- Det er kun gætterier, men vi har en formodning om, at det er en lampe, der er faldet ned og har startet ilden, siger Gerner Nielsen.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Skibet er konstrueret af glasfiber, og der er kraftig røgudvikling fra branden. Men røgen driver væk fra byen, hvorfor det ikke har været nødvendigt at evakuere.

- Hvis vi kan tale om, at der er noget, der er heldigt midt i alt dette her, så er det, at vinden driver den rigtige vej i dag, siger Gerner Nielsen.

Brandvæsnet i Faaborg har fået assistance fra kollegerne i Ringe.

- Flammerne er nu under kontrol, og nu starter det store slukningsarbejde. Der bliver brug for en hel del vand, fortæller Gerner Nielsen.

Dagens.dk følger situationen i Faaborg.