30 virksomheder bliver eksport-lokomotiver

30 danske eksportvirksomheder sælger for over 850 milliarder kroner om året. De er med i en eksportkanon, som handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) onsdag fremlægger. Kanonen rummer 95 råd, som skal anspore andre virksomheder til eksport.

De 30 virksomheder beskæftiger flere end 75.000 personer i Danmark.

- Hver eneste gang vi kan øge eksporten med én milliard, skaber det 600-700 arbejdspladser herhjemme, siger Nick Hækkerup:

- Derfor skal vi have flere virksomheder med på eksportvognen, og kanonen kan forhåbentlig inspirere mange til at gå i gang.

Han præsenterer kanonen i den gamle børsbygning i København. I marts vandt Mandag Morgen et offentligt udbud om at lave eksportkanonen. Virksomheden har fundet de største danske eksportbedrifter sammen med eksperter og erhvervsledere.

Virksomhederne er inddelt i otte kategorier, oplyser Mandag Morgens chefredaktør, Bjarke Møller.

- Vi ønsker at formidle den samlede fortælling om dansk eksport med kanonen. Det er helt centralt, at vi lærer den at kende, for vores velstand og velfærd afhænger af erhvervslivets eksportevner, siger han.

De 30 virksomheder er udvalgt blandt mere end 300 virksomheder, der blev indstillet ved nomineringer i maj og juni.

- Udvælgelsesprocessen var svær. Jeg blev overrasket over, hvor mange interessante og stærke virksomheder, der er rundt om i Danmark, som man ikke kender, siger medlem af kanonudvalget og nationaløkonom ved Aarhus Universitet Philipp Schröder.

Blandt virksomhederne i kanonen er Mærsk Line, ISS og Siemens Windpower, mindre kendte som designvirksomheden Designit, robotudviklerne i Universal Robots og frugtkoncentratfirmaet Orana.

/ritzau/

Dagens Gossip