300 familier har haft uønsket besøg 1. juledag

Skrevet af admin

26/12/2015

Dagens topnyheder

2. juledag holder antallet af indbrud landet over sig fortsat på samme lave niveau som sidste år, viser Rigspolitiets opgørelse lørdag morgen.

I juledøgnet - 25. december fra midnat til midnat - er der anmeldt i alt 300 indbrud mod 294 sidste år. Det er markant færre end 2013, da der i samme periode blev anmeldt 458 indbrud.

Ser man på perioden fra 20. december til og med 1. juledag, er der sket en lille stigning. I år har 1002 familier haft uønsket besøg i perioden, og det er godt 60 flere end sidste år.

Der er dog stadig et stykke op til tallet i 2013, da politiet i samme periode fik 1388 anmeldelser.

Tallet ventes dog at stige i de kommende dage, når folk kommer tilbage fra juleferie til et gennemrodet hjem.

Politiets opgørelse viser desuden, at tyveknægtene især kaster deres kærlighed over villaer. Hele 75 procent af de anmeldte indbrud er således sket i en villa.

- Vi ser lidt flere juleindbrud end sidste år, så det er vigtigt, at man blandt andet laver aftaler med naboen eller tilmelder sig Nabohjælp - det ved vi har en god effekt mod indbrud, udtaler vicepolitiinspektør Henrik Framvig fra Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter i en pressemeddelelse.

1. juledag var københavnerne og østjyderne mest udsat for indbrud med henholdsvis 46 og 40 anmeldelser, mens bornholmerne indtil videre har fået lov at beholde deres ejendele. Der har endnu ikke været et eneste juleindbrud på øen.

/ritzau/