300 flygtningebørn er forsvundet i Sverige siden nytår

Skrevet af admin

19/05/2016

Mest læste i dag

I løbet af årets første måneder er 313 uledsagede børn og unge, der er kommet til Sverige som flygtninge, sporløst forsvundet.

Dermed ser 2016 ud til at blive året, hvor antallet af uledsagede unge, som forsvinder fra myndighederne, slår rekord. Det skriver avisen Svenska Dagbladet.

Hele sidste år forsvandt omkring 420 flygtninge under 18 år, og i stedet for en seng og skolegang er det en uvis og potentiel farlig skæbne, der venter de mange børn, advarer både politiet og Migrationsverket, Sveriges pendant til Udlændingestyrelsen i Danmark.

Blandt andet rapporterer politiet om et stigende antal uledsagede flygtningebørn, der havner i prostitution.

- Hvordan skaffer du mad? Hvordan skaffer du penge? Hvis en voksen skal give dig penge, kræver de måske en modydelse, såsom at barnet skal udføre seksuelle tjenester eller kriminalitet, siger Kjell-Terje Torvik, Migrationsverkets børneekspert, til Svenska Dagbladet.

Det bliver bakket op af politiet i Stockholm.

- Det handler ofte om børn, som har forladt deres bosted eller har fået afslag på asyl og derfor er gået under jorden. De har ingen steder at tage hen og ingen penge. Prostitution bliver en sidste udvej, siger politimanden Christian Frödén til avisen.

Ifølge de svenske myndigheder er det vanskeligt at vide, hvorfor de unge vælger at forsvinde og bryde kontakten med Migrationsverket.

Det kan dog være afslag på asyl eller en gæld til menneskesmuglere, der tvinger børnene ud i et desperat parallelsamfund.

- Børn, der ikke har noget netværk, bliver vældigt interessante for mennesker, der kan udnytte dem, og de har ingen voksne til at forsvare sig, siger Kjell-Terje Torvik til Svenska Dagbladet.

Ifølge politimand Christian Frödén er det svært at sige noget om problemets omfang. Hans fornemmelse er dog, at det oftest er flygtningedrenge, der sælger deres kroppe i parker eller på gadehjørner.

/ritzau/