300 hjemløse til julefrokost på Oslobåden

For hjemløse hører det til sjældenhederne, at man kan samles omkring et veldækket bord, blive serviceret af tjenere og glemme hverdagens trængsler for en stund. Men det skete i dag for knap 300 københavnske hjemløse, som var inviteret til julefrokost på Oslobåden.
 
Efter at være blevet hentet på herberger og væresteder rundt omkring i byen gik de forventningsfulde gæster om bord på skibet Pearl Seaways, hvor menuen stod på julebuffet, live musik og gaveregn.

- I et rigt land som Danmark bør der være overskud til, at selv de dårligst stillede kan få sig en anstændig jul. Og dette arrangement er vores bidrag til at skabe en mere tålelig december for udsatte mennesker. Det er fantastisk at mærke den utrolige glæde og varme, vi møder fra de hjemløse. Det luner helt ind i den inderste hjertekrog, og gør personalet på skibet meget glade og stolte. Vi får tusindfold juleglæde igen, siger Carsten Røjgaard, Country Manager i DFDS Seaways.
  


De hjemløses julefrokost var arrangeret i samarbejde med organisationen ”Missionen blandt Hjemløse”.

I gaveposerne til de hjemløse gemte der sig tandbørster, deodoranter, lommekamme og juleknas og tøj. Oslobådens egne ansatte arbejdede gratis på dagen.

Dagens Gossip