3000 liter farlige kemikalier forsvundet fra tank i Maribo

Skrevet af admin

24/11/2015

Mest læste i dag

Trods omfattende undersøgelser tirsdagen igennem er det ikke lykkedes Beredskabsstyrelsen at finde ud af, hvad der er blevet af 3000 liter farlige kemikalier, der er forsvundet fra en tank på en virksomhed i Maribo.

Det skriver TV2 Øst på sin hjemmeside.

De 3000 liter af det brandfarlige og ætsende stof chromtrioxid er tilsyneladende løbet ud af en tank på virksomheden Bar 2, der arbejder med forkromning.

Beredskabsstyrelsen satte ifølge TV2 Øst hele sin kemikaliesektion på 16 mand ind på opgaven. Det farlige stof er ikke løbet ud i kloakkerne eller de nærliggende søer. Gulvet på virksomheden er også brækket op, uden at man er blevet klogere.

- Det er lidt af et mysterium, hvor de 3000 liter chromtrioxid er endt, siger miljøvagt i Lolland Kommune, Timm Jäger, til TV2 Øst.

Ifølge miljøvagten kan stoffet muligvis være sivet ned i noget porøst beton, der ligger under det kar, som kemikaliet blev opbevaret i.

I et forsøg på at finde ud, hvor stoffet er endt, skal der laves flere prøveboringer i betonen i de kommende dage.

Ifølge miljøvagten fra Lolland Kommune er den akutte fase på stedet dog overstået, og der vil gå nogle dage, før stoffet kan blive lokaliseret.

Der er har ikke været fare for indbyggerne i Maribo, og derfor er politiet ikke involveret i sagen.

/ritzau/