300.000 kroner på højkant til KMD Ironman

Der vil traditionen tro være spærret af i store dele af København og enkelte steder i Nordsjælland søndag, når årets KMD Ironman afvikles omkring Danmarks hovedstad.

Her vil godt 3000 deltagere - eliten såvel som motionister fra 55 lande - begive sig ud på de 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og de 42,195 kilometer løb.

For de fleste handler det om at gennemføre, men for eliten er der også en samlet præmiesum på 300.000 kroner at kæmpe for, når de bliver klappet frem af forventeligt mere end 200.000 tilskuere på ruten.

Derudover er der også billetter til det legendariske Ironman Hawaii på spil.

- Uanset om man er topatlet eller i denne sammenhæng mere almindelig deltager, så ligger der tusindvis af træningstimer bag deltagelsen i en ironman, ellers er det simpelthen ikke muligt at gennemføre så langt og hårdt et løb, siger Thomas Veje Olsen, direktør for Ironman Danmark.

- Derfor er ironman-distancen også omgærdet af en helt utrolig stemning og intensitet, som ikke kan sammenlignes med noget andet i sportsverdenen.

Hos herrerne er Henrik Hyldelund bedste danske bud på en topplacering, mens Michelle Vesterby har en god mulighed hos kvinderne.

/ritzau/

Dagens Gossip