300.000 mennesker evakueret fra »Soulik«

Det gik i første omgang ud over den sydøstlige del af Fujian-provinsen, og selvom tyfonen var faldet i styrke, siden den ramte Taiwan, blev der ifølge landets meteorologiske center målt vindstyrker på op til 118 kilometer i timen.

»Den er i øjeblikket på vej mod nordvest med 20-25 kilometer i timen og forventes at ramme Jiangxi-provinsen efter midnat,« skriver nyhedsmediet Xinhua lørdag.

Ikke færre end 300.000 mennesker er blevet evakueret i Kina på grund af tyfonen, og man har beordret 5.500 soldater ud til den sydøstlige kyst for at hjælpe civilbefolkningen. Kinesiske myndigheder har desuden opfordret fiskere til at placere deres fiskerbåde på fast grund, indtil de voldsomme vejrforhold er stilnet af.

Offentlig transport er også blevet indstillet flere steder, herunder i byen Ningde, mens 142 flyafgange er blevet aflyst i Fuzhous internationale lufthavn.

Det er imidlertid ikke kun tyfonens ankomst, der har plaget det kinesiske fastland. Mindst 200 mennesker blevet dræbt eller meldt savnet i forbindelse med ekstremt vejr i de seneste dage.

Jordskred og oversvømmelser dræbte alene 31 personer i Sichuan-regionen torsdag, og mere end to millioner mennesker menes at være påvirket af situationen i området.

Dagens Gossip