32 anholdt efter G8-demonstration i London

32 personer blev anholdt under anti-kapitalistiske demonstrationer, som finder sted forud for næste uges G8-topmøde i Nordirland. Gruppen StopG8 demonstrerede foran oliegiganten BPs hovedkvarter, mens andre råbte slagord som »krigsforbrydere« foran den amerikanske våbenfabrikant Lockheed Martin Corps britiske kontor.

En stor gruppe demonstranter forskansede sig en fireetagers bygning i Soho, og politiet måtte bruge motorsave for at komme ind, efter at det angiveligt havde fået et tip om, at demonstranterne havde våben og ville begå hærværk.

En person blev jagtet op på bygningens tag, hvor han blev tilbageholdt efter at have forsøgt at undslippe adskillige betjente. Da han blev anholdt og ført bort fra stedet, var det med et blodigt ansigt.

Demonstranterne har ifølge Reuters truet med at angribe hedgefonde, banker og multinationale virksomheder, og nyhedsbureauet beretter, at demonstranterne legede katten efter musen med politiet i Londons centrum. Blandt andet jagtede ordensmagten demonstranterne ned af den berømte Oxford Street, hvor turister og handlende så måbende til.

De 32 anholdte demonstranter vil blive sigtet for hærværk, angreb på politiet og besiddelse af angrebsvåben.

G8-topmødet finder sted i nordirske County Fermanagh i næste uge, hvor lederne af verdens otte rigeste nationer samles til en to dage lang konference.

Dagens Gossip