325.000 vil alligevel få en reguleret boligydelse i januar

Udbetaling Danmark oplyser i en mail til sin bestyrelse, at 325.000 boligydelse-modtagere vil få en reguleret ydelse i januar. Det sker, selv om lovforslaget om den nye boligydelse blev pillet ud af finansloven tirsdag.

I mailen, som Ritzau er i besiddelse af, får bestyrelsen at vide, at alle udbetalingssystemer er indrettet efter de nye takster, og den kørsel, der skal udbetale boligydelsen for januar næste år, er kørt ud til boligselskaberne.

- Denne udbetaling er naturligvis gennemført efter aftale med staten, og både embedsmændene i Finansministeriet og de politiske forhandlere har løbende været orienteret om dette, står der i mailen.

De politiske forhandlere tæller ud over Venstre-regeringen også de Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det er sidstnævnte, der har villet genåbne aftalen igen, efter det kom frem, at besparelserne ville gå hårdt ud over mange pensionister.

Under onsdagens hasteforespørgselsdebat om netop boligydelsen, forsikrer finansordfører René Christensen (DF) fra talerstolen, at Dansk Folkeparti ikke har været orienteret om, at Udbetaling Danmark er begyndt at administrere efter den netop aflyste aftale.

- Det kender jeg ikke noget til. Når lovgivningen ikke er gennemført, så skal der ikke administreres efter den, siger han og tilføjer:

- Hvis det er rigtigt, så har vi en ret stor udfordring.

Konsekvensen er, at boligydelsesmodtagerne får en forkert boligydelse udbetalt i januar. Udbetaling Danmark skal dermed orientere samtlige modtagere om fejludbetalingen, og det fejlagtige beløb skal tilbagereguleres.

Allerede fra finansloven faldt på plads mellem de blå partier 19. november, har Udbetaling Danmark gjort klar til at administrere den nye boligydelsespakke. Men onsdag trak blå blok pakken tilbage.

Boligpakken ville i 2016 have sikret statskassen 90 millioner kroner. De penge skal blå blok finde under forhandlinger til foråret. Det ligger fast, at pengene stadig skal findes inden for boligydelsesområdet.

Udbetaling Danmark har ingen kommentar til sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip