33-årig er fængslet for voldtægt på fliser foran kirke

En 33-årig østeuropæisk mand er onsdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aarhus for en voldtægt begået i 2012 midt i Aarhus.

Politiet mistænker manden for at stå bag en voldtægt af en 43-årig kvinde på et offentligt areal ved Vor Frue Kirke.

- Straks efter voldtægten søgte kvinden hen på en varmestue i Nørregade, hvor personalet ringede til politiet, sagde politikommissær Mogens Brøndum dengang til Ritzau.

Kvinden blev kort efter afhørt af politiet, og politiet anholdt umiddelbart en 29-årig mand for voldtægten. Den 29-årige og kvinden kendte hinanden periferisk.

Den 29-årige blev også varetægtsfængslet for voldtægten, men en dna-prøve viste senere, at han var uskyldig. Den 29-årige blev løsladt, og politiet efterlyste gerningsmanden ud fra dna-profilen i andre lande.

Der kom for nylig svar fra Tyskland om, at der var et match på dna-profilen vedrørende en mand, som sad fængslet. Der var tale om den 33-årige mand, som blev udleveret til Danmark, og som nu er varetægtsfængslet.

/ritzau/

Dagens Gossip