33-årig fængslet for voldtægt og drabsforsøg i havn

Skrevet af admin

08/12/2014

Mest læste i dag

En 23-årig kvinde blev natten til søndag udsat for et særdeles groft overgreb, da hun ifølge politiets sigtelse både blev voldtaget, tæsket og skubbet i Københavns Havn.

Kvinden overlevede angiveligt kun ved at spille død i vandet.

Voldtægten fandt sted i en skurvogn på Puggårdsgade ved Kalvebod Brygge, hvor en 33-årig mand ifølge politiet slog kvinden så hårdt med knytnæve i hovedet, at hun besvimede.

Manden er ud over vold og voldtægt sigtet for forsøg på manddrab, da han ifølge sigtelsen skubbede kvinden i Københavns Havn, hvorefter han blev stående ved havnekanten og så på uden at hjælpe.

Kvinden frygtede for sit liv, og hun lagde sig stille i vandet med hovedet nedad for at spille død. Herefter forlod manden havnekanten uden at tilkalde hjælp ifølge sigtelsen.

Vandet var koldt, og kvinden var angiveligt påvirket af alkohol, så politiets jurister vurderer handlingen til at være drabsforsøg.

Kvinden kom dog op uden hjælp.

Den 33-årige mand er mandag blevet varetægtsfængslet for forbrydelsen i 10 dage i Dommervagten i København, hvor han nægtede sig skyldig.

/ritzau/