33-årig frifundet for voldtægt af lille pige

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

En 33-årig mand er torsdag blevet frifundet for alvorlige anklager om voldtægt af en helt lille pige.

Ifølge anklagemyndigheden skulle mandens overgreb være fundet sted fra 2011 til 2013 og være indledt, da pigen blot var to et halvt år gammel.

Retten i Næstved oplyser, at manden er blevet frifundet, men at der var uenighed blandt rettens tre medlemmer. Et af medlemmer stemte for at dømme manden.

Den 33-årige har tidligere levet sammen med pigens mor, og det var moren, som i første omgang underrettede politiet.

På baggrund af afhøringer af manden valgte politiet at sigte ham for voldtægt, og siden fulgte anklagemyndigheden op ved at rejse tiltale mod manden.

Manden har under sagen nægtet sig skyldig og påstået, at morens beskyldninger mod ham skyldtes jalousi.

Anklagemyndigheden har nu to uger til at tage stilling til, om dommen skal ankes til Østre Landsret.

/ritzau/