33-årig mand begik indbrud i butik, der havde åbent

En 33-årig mand fra Horsens må erkende, at han ikke bliver den fødte indbrudstyv.

Da han skyldte penge væk, besluttede han sig for at lave et indbrud hos Petworld i Høegh Guldbergsgade i Horsens.

Og så var det i bedste Olsen Banden stil timet og tilrettelagt.

Aktionen startede således mandag klokken 12.23. Men så gik der et eller andet galt. Han fik smadret en butiksrude og var klar til at gå indenfor og stjæle.

Hvad manden ikke havde med i planlægningen var, at butikken var åben.

- Desværre for manden blev han hurtigt stoppet, fordi butikken faktisk var åben og derfor fyldt med personale. At der samtidig kørte en patruljevogn forbi lige udenfor butikken, gjorde kun hans forehavende endnu vanskeligere, fortæller vicepolitikommissær Jesper Christensen fra Sydøstjyllands Politi til hsfo.dk.

Efter afhøring blev han sat på fri fod.

Dagens Gossip