34-årig frikendt for kendis-pusher-drab

Retten på Frederiksberg har frikendt en 34-årig mand for drabet på pusheren Andreas Dybdahl.

"Kendispusheren" Andreas Dybdahl blev skudt og dræbt klokken 06.40 den 6. marts sidste år, da han åbnede døren til sin lejlighed på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter.
Han blev dræbt med flere skud i hovedet og på kroppen.

Drabet har fået en del ekstra omtale i medierne, fordi Andreas Dybdahl, der tidligere var dømt for handel med kokain, havde flere bekendte i kendis- og musikmiljøet, heriblandt Jokeren, L.O.C. og Remee.

Under narkoretssagen mod erhvervskvinden Rigmor Zobel indrømmede Dybdahl i vidneskranken, at han havde solgt kokain til hende.

Anklageren har i Retten på Frederiksberg fokuseret meget på et cigaretskod, der blev fundet i opgangen, hvor Andreas Dybdahl blev skudt.

Tekniske undersøgelser har vist, at tiltaltes dna var på skoddet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip