34-årig mand sigtet for at voldtage 73-årig kvinde i hendes hjem

Skrevet af admin

29/12/2015

Dagens topnyheder

En taxichauffør sigtes af politiet for at have voldtaget en ældre kvinde i hendes eget hjem i Randers i julen. Kvinden er 73 år, mens den sigtede er 34.

Forbrydelsen skal ifølge politiets sigtelse være sket først på aftenen søndag. Men chaufføren nægter sig skyldig.

Kvinde var kunde i mandens taxi og blev kørt hjem. Ifølge sigtelsen fulgte chaufføren med ind på hendes bopæl, hvor han - ifølge mistanken - tvang hende ned på en seng og forgreb sig på hende.

Anklageren har ved grundlovsforhøret i Randers tirsdag bedt om lukkede døre, fordi politiet under efterforskningen skal tale med en række mennesker, skriver Randers Amts Avis.

I Østjyllands Politi ønsker politikommissær Helle Fly Edelbo ikke over for Ritzau at kommentere sagen nærmere.

Chaufføren blev anholdt mandag sidst på eftermiddagen.

Tirsdagens grundlovsforhør er endt med, at dommeren har opretholdt anholdelsen i tre døgn. Det vil sige, at politiet frem til fredag skal forsøge at belyse sagen nærmere.

Hvis mistanken underbygges, vil en anklager i et nyt retsmøde formentlig kræve, at chaufføren varetægtsfængsles.

/ritzau/