34 anholdt på Fyn: Mødte ikke op i fogedretten

Skrevet af Ann Katrine Warren

13/02/2013

Dagens topnyheder

Fyns Politi har tidligt onsdag morgen været i gang med en større aktion for at anholde personer, der alle var eftersøgt for ikke at møde op i fogedretten og betale, hvad de skylder. Aktionen foregik i et tæt samarbejde med fogedretten og Skat i Odense. I alt 34 personer blev anholdt, så de efterfølgende kunne blive fremstillet i fogedretten.

- Vi har erfaring for, at der er tidspunkter på døgnet, hvor folk er nemmere at træffe hjemme. Derfor foregår den her slags anholdelsesaktioner ofte meget sent eller meget tidligt på dagen, siger vicepolitikommissær Hans Jørgen Larsen fra Fyns Politi.

Han satte aktionen i gang onsdag klokken 04.30. Allerede klokken 8 var de første 20 personer anholdt.

- Det er langt flere anholdelser, end vi havde forventet i løbet af så få timer. Så på den baggrund må jeg sige, at det har været en succes, som viser, at der er stort behov for den slags aktioner, siger Hans Jørgen Larsen, som lover et fortsat stort fokus og flere aktioner på området.  

Da aktionen sluttede klokken 11.30 var ni kvinder og 25 mænd blev anholdt. De var i alderen 23 år til 62 år og bosiddende i henholdsvis Odense, Assens, Nordfyns og Kerteminde kommuner.

Ud over de 34 anholdte har Fyns Politi aftalt med otte personer, at de selv møder op i fogedretten. De var af forskellige gode grunde ikke i stand til at følge med, da politiet pludselig dukkede op – for eksempel fordi de havde mindreårige børn, som ikke kunne efterlades alene hjemme.