34 er omkommet ved flystyrt i Namibia

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Vraget af et savnet fly fra Mozambique er lørdag blevet fundet i Namibia. Ingen af de 34 om bord har overlevet flystyrtet, oplyser politiet i det afrikanske land.

Vicechefen for Namibias politistyrke, Willy Bampton, siger, at det udbrændte vrag af flyet, som forsvandt fredag, er blevet fundet i Bwabwatas Nationalpark tæt på grænsen til Angola og Botswana.

- Flyet er fuldstændigt brændt til aske, og der er ingen overlevende, fastslår Bampton.

Han oplyser, at vraget blev fundet i et tæt og ufremkommeligt bushlandskab i nationalparken.

En helikoptereftersøgning blev sat i gang fredag, men den blev aflyst på grund af voldsom regn i området. Eftersøgningen blev genoptaget tidligt lørdag i den øde beliggende nationalpark, hvor der blandt andet lever elefanter, løver og vilde hunde.

Luftfartsselskabet har oplyst til det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, at der blandt de ombordværende var 10 statsborgere fra Mozambique, ni angolanere, fem portugisere, en franskmand og en brasilianer.

Flyet, der havde seks besætningsmedlemmer om bord, var undervejs fra Mozambique til Angola, da det forsvandt fredag aften.

- Myndighederne i Botswana siger, at de så røg i luften, og de formodede først, at flyet var styrtet ned i deres land, men da de nåede op til grænsen, så de, at det var sket i Namibia, sagde Bampton tidligere lørdag.

Rute TM470 lettede fra Maputo klokken 10.26 og skulle efter planen være landet i Angolas hovedstad, Luanda, klokken 14.10. Men flyet nåede aldrig frem, hed det fredag aften i en erklæring fra Mozambique Airlines (LAM).

Ligesom alle andre luftfartsselskaber, der har et Air Operator's Certificate, udstedt i Mozambique, har LAM siden 2011 haft forbud mod at lande i lufthavne inden for EU. Det skyldes, at Mozambique ikke opfylder de internationale sikkerhedsforskrifter.

Det 91 procent statsejede luftfartsselskab i Mozambique har en historie, der går tilbage til det portugisiske kolonistyre.

/ritzau/Reuters