35-årig kendes skyldig i gidseltagning i fængsel

Skrevet af admin

14/01/2014

Dagens topnyheder

Et enigt nævningeting i Københavns Byret har tirsdag formiddag kendt den 35-årige AHL skyldig i at have taget en ung medfange som gidsel i Politigårdens Fængsel.

Gidseltagningen fandt sted 15. april sidste år på en gårdtur i det særlige fængsel.

Retten mener også, at den 35-årige truede gidslet til at skrive under på en seddel, hvorpå der stod: "Jeg er frivillig i det her".

Ifølge anklageskriftet sagde AHL noget i retning af: "Hvis du skriver under, gør jeg dig ikke noget, ellers stikker jeg i dig".

- Retten har lagt vægt på truslernes intensitet under hele forløbet, siger dommeren.

Men at det godt fire timer lange gidseldrama skulle have været langvarigt, som senioranklager Maria Cingari har procederet for, er retten ikke enig i. Et langvarigt gidseldrama kan give hårdere straf.

Under gidseldramaet holdt den 35-årige gidslet i skak med et hjemmelavet våben, som han havde fremstillet af to sammensmeltede tandbørster, der var spidset til.

AHL har siden grundlovsforhøret fastholdt, at det voldsomme optrin var planlagt med det formål at råbe pressen op og afsløre en række forhold i Politigårdens Fængsel, som han var stærkt utilfreds med.

Gidslet, den i dag 22-årige NC, har imidlertid afvist, at han deltog frivilligt.

Da fængselspersonalet havde forhandlet med gidseltageren i flere timer uden resultater, rykkede PET's kavaleri ind.

Aktionsstyrken tog plads på taget omkring den lille fængselsgård, hvor dramaet udspillede sig, og to kvindelige forhandlere dukkede op i gårdens eneste dør.

Først da AHL's advokat fik adgang til sin klient, lod AHL sit gidsel gå.

AHL er desuden kendt skyldig i at have overfaldet to fængselsbetjente i Vestre Fængsel dagen efter gidseltagningen.

Her skulle han blandt andet have rykket en fængselsbetjent ind i sin celle og sagt: "Jeg får fat i dig. Dig skal jeg nok huske. Jeg får fat i dig senere."

Dommen falder tirsdag eftermiddag.

Anklageren kræver den hjemmerøveridømte AHL straffet med forvaring.

/ritzau/