35-årig mand tilstår ni påsatte brande

En 35-årig mand fra Tønder-området, som i forvejen sidder varetægtsfængslet for brandstiftelse, er nu blevet sigtet i flere andre sager, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt den 1. september i år og sigtet for at have antændt en brand på en nedlagt landejendom i Randerup ved Bredebro. Han blev varetægtsfængslet i surrogat på et psykiatrisk sygehus efter at have tilstået i grundlovsforhøret.

Nu er han så blevet sigtet for yderligere otte tilfælde af brandstiftelse. De forhold er begået fra efteråret 2010 og frem til kort før anholdelsen den 1. september.

Alle brandene er antændt i området omkring Bredebro – typisk på landejendomme og i fritliggende halmstakke. Ingen mennesker eller dyr er kommet til skade ved brandene, men ved flere af dem nedbrændte bygningerne helt.

Manden har tidligere været sigtet for to af brandene, der ligger tilbage til oktober 2010, men dengang var der ikke tilstrækkelige beviser i sagen.

Nu har manden overfor politiet tilstået samtlige brande. Han bliver derfor i dag fremstillet i retten i Sønderborg med krav om, at varetægtsfængslingen forlænges.

Video: 300 bigballer brændte på Abterpvej i Bredebro - 13. oktober 2010:

Gårdbrand på Præstegårdsvej i Mjolden ved Skærbæk - 13. oktober 2010:

Dagens Gossip

Dagens TV