35.500 kr. til musikken i Sønderjylland

Hvert år uddeler Kong Frederik Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland midler til forskellige formål, som styrker musiklivet i Sønderjylland. I år var der fokus på ”den rytmiske musik” og ”nye genrer”.

Ligesom de foregående år har fondsbestyrelsen modtaget mange spændende ansøgninger, og bestyrelsen har valgt fire, som får del i midlerne.

Derfor ringede formanden for Kong Frederik Fonden, kulturudvalgsformand i Tønder Kommune Jørgen Popp Petersen, i dag på Kong Frederiks fødselsdag - de fire udvalgte ansøgere op med den gode nyhed.

Det drejer sig om:

• Foreningen Ny Kunst i Sønderborg, der søgte om midler til gennemførelse af DEFINE electronic music festival 2014. Projektet falder inden for fokusområdet ”nye genrer”, og bestyrelsen finder projektet spændende og ambitiøst. Foreningen tildeles 11.500 kr.

• Foreningen Olferts Venner, Sønderborg, der søgte om midler til afholdelse af rytmiske arrangementer for både børn og voksne. Projektet falder inden for fokusområdet ”den rytmiske musik” og er med til at udbrede og fremme interessen for den rytmiske musik. Foreningen tildeles 8000 kr.

• Foreningen Toftlund Open Air, der søgte om midler til afholdelse af den tredje Toftlund Open Air festival. Projektet falder inden for fokusområdet ”den rytmiske musik” og skaber aktivitet, der udbreder kendskab og interesse for den rock og rytmisk musik i det midtsønderjyske. Foreningen tildeles 8000 kr.

• Initiativgruppen for Jamsessions i Nygadehuset i Aabenraa, der søgte om midler til afholdelse af fire jamsessions for jazz- og rockmusikere fra Sønderjylland og Sydslesvig og publikum. Projektet falder inden for fokusområdet ”den rytmiske musik” og fremmer mulighederne for netværk og samspil mellem musikere i Sønderjylland-Schleswig. Gruppen tildeles 8000 kr.

I 2015 vil fondsbestyrelsen fokusere på den klassiske musik.

Dagens Gossip