36-årig anholdt i mordsag: Lå og sov sammen med afdød

Den 56-årige mand, der lørdag formiddag blev fundet død i sit hjem på Skovvej i Bogense, er blevet kvalt med en snor om halsen.

Det konstaterer retsmedicinere og kriminalteknikere ifølge Fyns Politi.

Samtidig oplyser politiet, at en 36-årige mand, der er anholdt i sagen, er fra Litauen.

Det var hjemmeplejen, der fandt den afdøde kort efter klokken 11 og derefter kontaktede politiet.

Da hjemmeplejen låste sig ind i huset, blev der også fundet en person, som lå og sov i den afdødes hjem.

- Den sovende var en 36-årig mand fra Litauen, som efterfølgende blev anholdt på adressen klokken 11.50, udtaler vicepolitikommissær Henrik Justesen fra afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Fyns Politi.

Den 36-årige mand er sigtet for drabet og er lørdag eftermiddag til undersøgelse på Retsmedicinsk Institut. Efterfølgende vil han blive afhørt ved hjælp af en tolk.

Ifølge Henrik Justesen kan politiet ikke på nuværende tidspunkt oplyse nærmere detaljer om motivet, eller om den 36-årige erkender eller nægter drabet.

Det er også stadig uklart, hvilken relation den anholdte havde til den dræbte, ligesom det er ukendt, præcist hvornår den 56-årige er afgået ved døden.

Den 36-årige litauer vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

Pårørende i sagen er underrettet, oplyser Fyns Politi.

/ritzau/

Dagens Gossip