36-årig anholdt i mulig mordsag: Lå og sov sammen med afdød

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

En 56-årig mand er lørdag formiddag fundet død i sit hjem i Bogense. Dødsfaldet efterforskes som et drab, oplyser Fyns Politi.

Det var hjemmeplejen, der fandt den afdøde og derefter kontaktede politiet.

- Klokken 11.19 modtog vi anmeldelsen, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Henrik Justesen.

- Dødsfaldet efterforskes som et drab indtil videre, siger han.

En 36-årig mand er anholdt i sagen. Manden lå og sov i den afdødes hjem, da hjemmeplejen låste sig ind i huset.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvem den 36-årige mand er, eller hvilken relation han havde til den afdøde mand. Politiet kan heller ikke oplyse, hvordan eller præcist hvornår den 56-årige er afgået ved døden.

- Det er tidligt i efterforskningsprocessen. Vi er ved at lave en såkaldt findestedsundersøgelse på gerningsstedet, og der er retsmedicinere derude nu.

- Vi afventer retsmedicinernes udtalelse, siger Henrik Justesen.

/ritzau/